Der er mange meninger om, hvad der er den bedste gyserfilm, men når det gælder om at finde den, der rent faktisk skræmmer livet mest af folk, så er det måske en god idé at læne sig op ad videnskaben.
Derfor har MoneySuperMarket i flere år kørt et ret sjovt eksperiment, som de kalder The Science of Scare. Her har de udstyret 250 personer med målere på kroppen for at tjekke puls og HRV (Heart Rate Variability – også kaldet pulsvariation), mens de ser gyserfilm.
Den film, der får pulsen til at stikke mest af, må vel være den mest skræmmende?
Og her har vinderen faktisk været den samme siden de startede i 2020. Det er nemlig filmen “Sinister” med Ethan Hawke i hovedrollen.
Hvis du endnu ikke har set den, så handler den om forfatteren Ellison Oswalt, der er kørt lidt fast i sit arbejde, og derfor flytter han og familien ud i et hus, hvor en hel familie tidligere er blevet myrdet. Ja, så kører festen jo allerede derfra. På loftet finder han en bunke gamle Super 8-film, og det viser sig, at de blandt andet viser optagelser af flere brutale familiedrab.
Bare rolig, hvis du er lidt af en pivskid, ligesom undertegnede, så kan du heldigvis bare lade være med at se den.
Se andre seje sager om: TV-serier og film