Nicolas Winding Refn har været lidt passiv de seneste par år, men nu er han tilbage. Med en TV-serie. Første trailer til den nye serie “Too Old to Die Young” er nemlig lige ankommet, og den ser du i videoen længere nede. Nicolas Winding Refn har både skrevet og instrueret de 10 afsnit i første sæson, og på rollelisten finder vi folk som Miles Teller, William Baldwin, John Hawkes og Jena Malone. Handlingen foregår i underverdenen i Los Angeles, og det ser ud til, at vi godt kan forvente den sædvanlige imponerende visuelle struktur, som vi har vænnet os til fra den danske mesterinstruktør. Der er premiere 14. juni på Amazon Prime Video.