Tag en gigantisk hangar, tilsæt en tropisk ø og så har du et voldsomt ferieparadis, og du skal ikke engang forlade Europa, for hele molevitten ligger i Tyskland lidt udenfor Berlin.

Hangaren blev oprindeligt bygget tilbage i 1990’erne af firmaet CargoLifter, der producerede nogle enorme luftskibe, men de gik konkurs i 2003, og så blev den daværende største fritstående bygning i verden på 350 x 210 meter med en højde på 70 meter altså omdannet til et ret pimpet vandland.

Tropical Islands er for eksempel udstyret med en vild vandrutchebane og 4.400 kvadratmeter pool med en 200 meter lang sandstrand, mens gæsterne kan tjekke ind i originale bygninger fra Thailand og Borneo.

Det er lidt ligesom at være på en ø – hvor vejret bare altid er godt under kuplen.