Det er ufatteligt, at Leonardo DiCaprio endnu ikke har fået stukket en Oscar-statuette mellem hænderne. Men det forhindrer ham ikke i at prøve igen, og næste skud i bøssen er filmen The Revenant, som du kan se den første trailer for i videoen ovenover. Han sigter i hvert fald efter den Oscar, og det ligner et pletskud. I The Revenant spiller Leonardo DiCaprio pelsjægeren Hugh Glass, der i 1820’erne bliver efterladt i vildmarken på en ekspedition, hvor han så skal kæmpe sig tilbage til civilisationen og blandt andet møder Tom Hardy på sin vej. Filmen har premiere i Danmark til januar næste år, og den er i øvrigt instrueret af Alejandro González Iñárritu, der blæste film-feinschmeckere bagover med Birdman. Denne gang ser der ud til at være mere action.