Johnny Depp har svømmet i sære roller med lige så mærkelige udklædninger de seneste år, så man kunne godt blive bange for, at han havde glemt, hvordan man spiller en badass gangster, som han gjorde så genialt i Donnie Brasco tilbage i 1997. Men nu er traileren til Black Mass landet, og som du selv kan se i videoen ovenover, kan han med et stift blik og meget få ord true en anden mand på livet i ren gangster-stil. Det er helt sublimt. I Black Mass spiller Johnny Depp virkelighedens mafia-mand, Whitey Bulger, der faktisk røg op som nummer 1 på FBI’s Ten Most Wanted List efter Osama Bin Ladens død, så vi er oppe at rulle med de store kanoner, og udfra traileren at dømme, bliver det en helvedes god tur, når Black Mass får premiere 15. oktober. Det kan kun blive underholdende.