Ingen fucker med Samuel L. Jackson, og hvis du var en af dem der kunne se kvaliteterne i kultfilmen Snakes on a Plane fra 2006, ligner det her endnu en Jackson-fuldtræffer. I videoen ovenover kan du se traileren for den kommende film Big Game, der er noget så sjældent som en finsk actionfilm, og så er det egentlig meget godt klaret, at de har lokket mr. Jackson med på rollelisten, for det virker som om, det er ham der trækker det hele op. Og lad os da bare tage plottet. Samuel L. Jackson spiller USA’s præsident, der på en flyvetur med Air Force One bliver angrebet af terrorister og derfor er nødt til at tage flugtkapslen, hvorefter han lander i den finske ødemark og støder ind i 13-årige Oskar, der bevæbnet med bue og pil er i gang med en manddomsprøve. De to flygter så fra terroristerne, og mon ikke det hele ender med en Sammy og junior sejr. Det gør det jo nok. Og lad os bare være helt ærlig, for hvis den er bare halvt så underholdende på b-films-måden som Snakes on a Plane, er det mere end godkendt.