Godt nok er Morning Train et odenseansk webbureau, men det betyder ikke, at de ansatte alle sammen er blege tørvetrillere, der foretrækker skærmtid frem for sjov og spas. Morning Train lever efter ordsproget ”work hard, play hard”, og hos webbureauet bliver hårdt arbejde belønnet i og uden for kontortiden.

Én ugentlig spiller i sportshallen

Der arbejder flest mænd hos Morning Train, og når der er så meget testosteron samlet på ét sted, kræver det udløsning. Derfor betaler Morning Train for én times ugentlig sport, hvor fyrene kan blive svedige og få afløb for deres energi sammen. Den foretrukne sport er floor ball, for hvilken måde er bedre at få luftet de interne rivaliseringer ved at støde ind i hinanden med hårde kæppe.

Efter hver omgang møder de ansatte altid tilbage på kontoret lettere udmattet men yderst tilfredsstillede.

Månedlige muligheder for at tæske chefen

Men det er ikke kun inden for kontortiden, at Morning Train lader sine medarbejdere løbe hornene af sig. For når arbejdstiden er ovre, og computerne bliver slukket, vågner programmørerne og marketingfolket til dåd.

Morning Train har månedlige teambuilding-events, hvor de ansatte kommer ud og bliver luftet, samtidig med de har det sjovt med hinanden. Disse events er forskelligartede, og den ene måned skyder man lerduer, mens man i den anden spiller Stratego. Uanset indholdet er det oplagte muligheder at tæve chefen.

I sommers var hele holdet f.eks. ude og spille paintball, og selvfølgelig endte selskabet med blå og gule mærker på alle lemmer. Andre gange har en bytur været omdrejningspunktet for teambuilding-eventet. Den bedste måde at skabe sammenhold er nemlig at hælde sprut i folk og kaste dem ud i nattelivet. For når først ens medarbejder har holdt sin kollega om livet for at holde ham fra at falde i havnen, mens han kaster op, så kan man som arbejdsgiver roligt regne med, at al anden modstand fremover kun vil være peanuts.

Der er gang i den på kontoret på Rugårdsvej, men der er dælme også gang i den, når Morning Train-folket fyrer den af.


Se andre seje sager om: ,