Fodboldlandsholdet har i forvejen en virkelig solid hjemmebane i Parken, og nu rykker Danmarks esportlandshold også ind i nationalarenaen.
Legendary Arena bliver nemlig fast base for de digitale landsholdshelte, når de nu skal forberede sig til VM, EM og faktisk også Esport OL i 2027.
Aftalen mellem Esport Danmark og Legendary Gaming Group betyder, at spillerne nu får adgang til topmoderne faciliteter og dedikerede træningslokaler i det, der allerede har markeret sig som omegnens fedeste arena for gamerne. Læg dertil bootcamps, qualifier-kampe og mediedage på adressen og du har optimale muligheder for at give de danske hold de bedste vilkår, så vi igen kan gøre os gældende blandt de bedste indenfor esport.
Ifølge Esport Danmark er det også en milepæl at samle hele landsholdsholdet under samme tag i rammer, der matcher ambitionerne, og det er da også svært at forestille sig, at det ikke vil rykke på det sportslige niveau.
Legendary Arena lægger i hvert fald gulv til alt fra bootcamps til kvalifikationskampe og faste træningssamlinger.
Kom så Danmark.
