Det startede helt tilbage i 1988 med den legendariske Die Hard, og her 30 år senere har Bruce Willis lige meddelt, at han har set manuskriptet til Die Hard 6, som han er helt frisk på at stå i spidsen for. Jow tak, det er gode nyheder. Han afslørede det i øvrigt i talkshowet “The Tonight Show Starring Jimmy Fallon”, og du kan se klippet i videoen herunder.

Så er det meget muligt, at Bruce Willis er blevet 62 år gammel, men han kan stadig lammetæve dig med venstre hånd uden at spilde en dråbe fra den store fadøl han holder i højre hånd. Han er jo badass. Og så kan det godt være, at han i interviewet har højre arm i gips, men det er ingen forhindring.

Det bliver så spændende at se, hvornår Die Hard 6 kommer i biografen, men i og med, at den originale Die Hard er blevet kåret til den bedste julefilm nogensinde, er det nok et godt bud med en premieredato i december. Please lad det blive 2018.

Bruce Willis er i øvrigt lige nu aktuel i filmen Death Wish, der får premiere 8.marts, og her uddeler han også et par lussinger, så det burde kunne holde dig kørende med Bruce-action, før det snart er tid til Die Hard 6. Tjek traileren til Death Wish herunder.