Det er de færreste el-motorcykler, der kan matche det klassiske look med moderne tech uden at blive lidt af en stilet rodebutik. Men Royal Enfield rammer ret godt med deres spritnye Flying Flea C6.
Der er klassiske linjer og en oldschool benzintank (eller, ja, batteritank), som sender tankerne direkte tilbage til Royal Enfields ikoniske Flying Flea, der i sin tid blev kastet ud med faldskærm på slagmarken under 2. verdenskrig.
Det bliver næppe mere retro end det, men C6 kan altså også andet end at se godt ud.
Du får en elektrisk motor med 20 hestekræfter og 60 Nm, hvilket betyder, at den suser fra 0-60 km/t på kun 3,7 sekunder og rammer 115 km/t på toppen. Rækkevidden er opgivet til cirka 154 kilometer takket være batteriet på 3,91 kWh.
Og så er der vægten, som er holdt nede på kun 124 kilo, hvilket gør Flying Flea C6 til den letteste motorcykel, Royal Enfield nogensinde har lavet.
I forhold til udstyr, så får du ikke bare oldschool stil, men også teknologi fra øverste hylde. Der er både TFT-farveskærm, dobbelt ABS, traction control og hillhold, så den hjælper dig, hvis du prøver at parkere på et bjerg.
I første omgang lanceres Royal Enfield Flying Flea C6 i Indien, og så skulle den dukke op her i Europa senere i år.
Se andre seje sager om: Royal Enfield