Der er højt tempo, store navne og såmænd også dansk design til DM i gravel i Bidstrupskovene på Sjælland lørdag den 20. september. Her kommer et vaskeægte cykelikon nemlig til start – og han gør det endda på en gennemført dansk cykel.
Jakob Fuglsang, der sidste år takkede af som professionel landevejsrytter med et imponerende CV, har nemlig valgt at stille til start på en FENRIS gravelcykel.
Og med solid erfaring både på landevejen og som verdensmester i mountainbike, burde han altså være mere end klar til at begive sig ud på de 135 kilometer og 1.750 højdemeter på DM-ruten.

FENRIS er stadig forholdsvis nye på den danske gravel-scene, men de har hurtigt markeret sig med lækkert design, hvor der ikke bliver gået på kompromis med kvalitet og performance.
Og Jakob Fuglsang har selv haft FENRIS-cyklen under stængerne i Monaco i et stykke tid, så han har tunet sig ind på setuppet.
“Jeg har testet cyklen i Monaco i den seneste tid, og det har virkelig været en positiv overraskelse. FENRIS er et nyt og spændende brand, og jeg kan godt lide deres fortælling om at koble performance med nordisk æstetik. Så nu ser jeg frem til at køre på den til DM i gravel,” siger Jakob Fuglsang.
Så er spørgsmålet bare, hvem der render med DM-titlen. Det finder vi ud af på lørdag.
