Det kan da godt være, at en Maybach tilbyder det ultimative i rullende luksus, men den er ikke meget værd, hvis du kører direkte ind i en horde zombier. Det skulle da lige være, hvis du sidder i den her Maybach. Zombie-proof Maybach Exelero er nemlig et tankeeksperiment fra den jordanske designer Khaled Alkayed, der har liret de 700 heste fra V12'eren med bælter til at give bedre greb, panser og våben i form af et maskingevær på motorhjelmen, to styks Miniguns og en raketkaster, så du kan sidde behageligt inde i kabinen, mens du spreder død og ødelæggelse udenfor. Ikke tosset.