Ford Mustang er den amerikanske drøm på fire hjul, og den nye Shelby GT350 Mustang gør ikke drømmen dårligere – tværtimod. Ford siger selv, at de har designet en banebil, der alligevel sagtens kan fungere til hverdagskørsel, og hvis dit køretøj til hverdag er sådan en pumpet amerikanerslæde, er det da heller ikke helt tosset. Shelby GT350 Mustang fyrer op for over 500 hestekræfter fra V8'eren på 5,2 liter, og som du selv kan se og især høre i videoen ovenover, så brøler den pænt godt, når speederen rammer gulvet. Det er i øvrigt næsten 25 år siden, vi sidst så noget til Shelby GT350-emblemet, men hvis det er sådan Ford har tænkt sig at føre arven fra Carroll Shelby videre, der jo døde i 2012, skal vi slet ikke klage. Den er fed.