De skøre schweizere hos Rinspeed er ikke bange for at føre idéerne ud i livet, hvilket de beviser igen og igen med meget opfindsomme biler, og nu er de klar med endnu et kreativt køretøj. Som du kan se i billederne ovenover, er den nye Rinspeed Etos nemlig udstyret med en landingsplads til en drone. Jeps, så har du flyveren med på farten. Bilen er faktisk lavet i samarbejde med 25 andre underleverandører, og derfor ligner den også en BMW i8, fordi den er baseret på en BMW i8, hvilket slet ikke er helt dumt, for så får du også en hybrid med samme ydelse, mens der desuden er krydderi i form at et autonomt styresystem. Så kan du fokusere kræfterne på at kontrollere dronen, mens bilen kører sig selv.