Jeg må da ærligt indrømme, at jeg glæder mig til at komme i gang med sommeren. Og hvis du har planer om at nyde det gode vejr på vandet, så vil jeg da lige tippe om den spritnye båd fra italienske Marcopolo Adventure Yachts.
Den hedder MP12, og det er lige præcis sådan noget, der kan fuldende sommeren.
Du får en motorbåd på 12,7 meter med 4 meters bredde, og der er plads til 14 personer ombord, så den kan altså også bruges som partybåd for hele holdet. Men det er nu især detaljerne, som gør den interessant.
Her får du alle lækkerierne som folde-ud klapsider omme bagi, så det bliver nærmest til en privat badeø, luksuriøse liggepladser med Space Shell-stof, der faktisk holder overfladen kølig i bagende sol, og så er der en hardtop af kulfiber.
Motorerne er heller ikke til at kimse ad. Du kan nemlig smide hele tre outboards på båden med op til 3 x 450 hestekræfter.
Det er slet ikke tosset. Marcopolo Adventure Yachts MP12 blev officielt afsløret på Düsseldorf Boat Show, og i videoen herunder får du et nærmere kig.
Se andre seje sager om: Yachts