Hvad siger du til at sejle rundt i dit helt eget vikingeskib? Du skal selvfølgelig nok have gutterne med på turen til at klare alt det praktiske, men der er også masser af plads til hele banden på det her skib, så det er bare med at finde jeres indre vikinger frem og komme ud på vandet. Så sejler det – på den fede måde. Og du behøver ikke engang at bygge dit eget skib, for Vikingemuseet i Roskilde bygger det hele i hånden på deres bådeværft, så du får en autentisk båd efter alle de historiske håndværkstraditioner, og du kan selv konfigurere projektet efter dine egne lyster. Prisen afhænger selvfølgelig af størrelsen, men når du alligevel er i gang, kan du vel lige så godt springe på den største skude. Den skal nok vække opsigt i lystbådehavnen.