Tænk hvis du havde en touchskærm på armen. Ja, det er ret sci-fi-agtigt, men det er alligevel lige præcis, hvad Cicret Bracelet går ud på, og så kan det godt være, at det indtil videre kun er et koncept, men som du kan se i videoen herunder, så er det ret snedigt udtænkt. Okay, skærmen bliver godt nok lidt utydelig, hvis din arm er tætpakket med behåring. Cicret Bracelet bruger en lille projektor i kombination med otte sensorer til at omdanne din arm til en touchskærm, og så har du bogstaveligt talt alle funktionerne fra din mobiltelefon lige ved hånden. Der er stadig lang vej endnu til et salgsbart eksemplar, men det er da fedt at se, at nogle tekniske folk derude går og arbejder med en revolution for din elektronik.