Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk
Der er noget helt særligt ved at vågne op til frisk bjergluft, grønne vidder og lyden af stilhed – kun afbrudt af en koklokke i det fjerne.
Og det er præcis den følelse, du kan få, hvis du tjekker ind i St. Johann i Salzburg, for her er naturen i centrum uden at gå på kompromis med komfort og kvalitet.
SAS flyver desuden direkte til Salzburg, så det er nemt at komme dertil, og det leverer virkelig varen fra første øjeblik.
Her i artiklen kan du læse mere om, hvad der venter af fede sommer-aktiviteter for hele familien i de Østrigske Alper.

St. Johann i Salzburg er nok ikke det første sted, du hiver op af lommen, når du drømmer om ferie i Alperne.
Men det burde det måske være.
Her får du nemlig bjergidyl, masser af aktiviteter og en lokal charme, der føles fuldstændigt ægte og autentisk.
Om sommeren er området grønt, frodigt og fyldt med liv – perfekt til vandring, cykling, leg og afslapning. Og når sneen falder, forvandler det sig til en vaskeægte vinterdestination med adgang til Snow Space Salzburg, der er en del af det enorme Ski Amadé-område med over 270 lifte og mere end 700 kilometer pister.
Det betyder, at St. Johann i Salzburg er en helårsdestination, hvor du kan tage familien med uanset sæson og stadig få en ferie fyldt med oplevelser, god mad og bjergtagende natur.

Vi ankom til Alpendorf om morgenen og tog hurtigt af sted på en kort vandretur for at få lidt frisk luft og starte ferien i roligt tempo.
Turen gik gennem grønne bakker med bjergene i baggrunden, og selvom ruten var let og børnevenlig, fik vi følelsen af virkelig at være midt i naturen.
Alpendorf ligger lige ved siden af St. Johann og har den helt rette balance mellem ro, udsigt og adgang til oplevelser lige uden for døren.

Anden dag kastede vi os direkte ud i det med en ambitiøs vandretur opad bjerget.
Vi havde ikke lige forventet, at den ville være så hård – især ikke med børnene med på slæb – men naturen trak os opad. To timer op, én time ned. Det var stejlt, det var svedigt, det var lidt udfordrende. Og det var det hele værd.
Belønningen er nemlig en udsigt, der tager pusten fra dig – på den gode måde. Og det efterfølgende dyp i hotellets pool gjorde det ikke værre.

Hvis du er til sjove udfordringer og frisk bjergluft, er Jody’s Tree Trail et must.
Ruten består af 30 stationer fordelt på fire sværhedsgrader, hvor du klatrer, balancerer og svinger dig gennem træerne i op til 20 meters højde. Undervejs bliver du guidet af de fantasifulde figurer Jody den kloge ugle og Joey det frække egern, som gør oplevelsen både lærerig og underholdende for børnene.
Stien ligger i skovområdet Hahnbaum, og du kan nemt komme dertil fra Waldschwimmbad (skovbadeområdet) via en kort vandretur. Det er en gratis aktivitet, der passer perfekt til en eftermiddag med familien – og som både voksne og børn vil synes er sjov.
Vi afsluttede vores lange hikingtur her, så vi blev ikke længe, men det var virkelig et sjovt sted for hele familien.

Hvis du kun skal tage én naturoplevelse med fra St. Johann i Salzburg, så vælg Lichtensteinklamm.
Det er en af de længste og dybeste kløfter i Alperne, og den er både rå og imponerende. Ruten fører dig over smalle broer, gennem udhuggede stier og forbi vilde vandfald.
Når solen rammer de fine vanddråber i luften, opstår der et helt særligt lys. En tur, der sætter sig fast.
Bagefter satte vi os med is og kaffe på en af caféerne lige ved udgangen, mens vi fandt ud af, hvilken bus der skulle tage os videre til næste stop på listen.

Minigolf plejer at være sådan noget med lidt skæve baner, halvdøde køller og børn der keder sig efter tredje hul. Men JOAdventure Minigolf i St. Johann er i en helt anden liga.
Her snakker vi 18 gennemførte huller, hvor hvert eneste hul er inspireret af de lokale seværdigheder – fra Pongau-almen og Helix-trappen i Lichtensteinklamm til skihop i Bischofshofen og Ghost Mountain. Selv den legendariske Matrashaus på Hochkönig har fået sin egen bane. Det lyder måske nørdet, men det virker.
Det hele er pakket ind i seriøst flotte omgivelser med kunstgræs, små broer og naturlige elementer – og en udsigt, der gør det svært at holde fokus på bolden.
Men det gik alligevel, og jeg vandt selvfølgelig. Det skulle bare lige nævnes.
Men min ellers urutinerede kone var irriterende tæt på at tage sejren, og det skal jeg høre for længe. Drengene, som ellers lynhurtigt taber interessen, hvis der ikke er en skærm involveret – var med hele vejen. De synes faktisk, det var fedt. Det er den slags, man kalder en sejr i sig selv.
JOAdventure er kort sagt minigolf, som det burde være: sjovt, lidt skævt og med noget at se på undervejs.
Vi gik til Lichtensteinklamm fra hotellet om formiddagen og rundede dagen af med minigolf senere – en stærk kombi af naturoplevelse og familiehygge. Perfekt til en time eller to mellem de større eventyr.

Ghost Mountain (Geisterberg) i St. Johann i Salzburg er et familievenligt bjergområde fyldt med oplevelser for både børn og voksne.
Vi tog gondolen op, som bare blev ved med at køre højere og højere op gennem de smukke alpelandskaber – en tur i sig selv, der giver en fantastisk udsigt undervejs. På toppen ventede en traktor med passagervogn, som kørte os helt op til Ghost Mountais legeområde.
Her finder du flere forskellige legepladser og aktivitetsstationer, der kombinerer leg med naturen, så børn kan klatre, balancere og udforske i sikre omgivelser. Der er også en eventyrsti, hvor man kan lære om de lokale fortællinger og naturen på en sjov måde.
Fra toppen valgte vi at gå hele vejen ned til gondolen. Det var en frisk og smuk vandretur gennem skoven og åbne landskaber, der gav os mulighed for at nyde naturen og udsigten i roligt tempo.
Ghost Mountain byder altså på en perfekt kombination af frisk bjergluft, sjove aktiviteter og flotte naturoplevelser, der passer til hele familien – uanset om man er til leg, vandring eller bare vil nyde udsigten.
Om vinteren er Ghost Mountain en del af St. Johann i Salzburgs skiområde, og området byder primært på blå og røde pister, som passer godt til begyndere, let øvede skiløbere og familier.

Aktivhotel Alpendorf lever op til sit navn – her er der nemlig fokus på aktiv ferie.
Du bor midt i bjergene, og alt er designet til, at du både kan slappe af og få pulsen op. Værelserne er moderne og hyggelige med varme træsorter og panoramaudsigt over dalen.
Spaområdet er en klasse for sig med både infinity pool, saunaer og afslapningszoner, hvor du kan trække dig tilbage efter en dag i naturen.
Og ja, maden?
Klassisk østrigsk med et moderne twist – det er velsmag på højt plan. Den daglige 5-retters menu og den overdådige morgenbuffet sætter rammerne for en ferie, hvor du bliver forkælet fra morgen til aften.
Beliggenheden er også et stort plus. Du har både Ghost Mountain og Lichtensteinklamm inden for kort afstand, så det er let at planlægge spontane udflugter med familien. Der går desuden bus lige i nærheden af hotellet, så du nemt kan tage ind til selve St. Johann by og udforske butikker, caféer og lokalt byliv – uden at skulle tage bilen.

Vores besøg i St. Johann i Salzburg blev en kæmpe succes, hvor vi for alvor fandt ud af, at vi som familie elsker aktiviteter – ikke bare en solstol på en sandstrand. Vi har længe ønsket at prøve en vandreferie, og nu hvor ungerne er 9 og 10 år gamle, passede det perfekte setup med både hiking, leg og oplevelser.
Vi ville elske at komme tilbage på ski måske en dag.
St. Johann i Salzburg rammer en sjælden balance: Du kan stå på toppen af en bjergkam om formiddagen og ligge i boblebad med et glas hvidvin om aftenen. Kombinationen af vilde naturoplevelser, stilfuldt hotel og gennemtænkte aktiviteter gør området til et oplagt valg, hvis du vil koble helt af – uden at kede dig.
SAS flyver direkte til Salzburg, og herfra er det blot en kort køretur til bjergene.
Og sådan nogle bjerge, de kan altså noget.
