Nogle steder vender man tilbage til, fordi man ved, det fungerer. Andre vender man tilbage til, fordi man håber, det føles lige så godt som sidst.

Sidste år besøgte jeg og min familie Branäs i Sverige for at stå på ski for første gang – og du kan læse artiklen om turen LIGE HER.

I år vidste vi præcis, hvad vi gik ind til. Og det er måske den største luksus på en familie-skiferie. Ingen overraskelser. Ingen logistiske benspænd. Bare ski, sne og en destination, der er bygget til familier.

Og det er lige præcis essensen af Branäs.

Oversigt over Soltorget på Branäs Bjerget med hytter placeret direkte ved pisterne og børneområdet.

Vi boede igen midt på Branäs Bjerget på Soltorget. Og alt spiller bare.

Placeringen gør det hele nemt. Tæt på lifter, tæt på faciliteter og med ski-in/ski-out midt i børneområdet. Det betyder minimal transport og maksimal tid på ski.

Soltorget fungerer lidt som et mini-basecamp midt på bjerget. Her er aktivitetsrum med bordtennis, airhockey og spil, fitnessrum til dem der stadig har energi, samt restaurant og café, hvis man ikke gider lave mad hver aften. Der ligger også en mindre madbutik i området, så man nemt kan hente det, man mangler, uden at skulle starte bilen.

Noget af det, der virkelig gør en forskel, er logistikken omkring skiudstyr. Vi havde forudbestilt leje hjemmefra, og ved ankomst stod det hele allerede klar i skirummet. Ingen kø. Ingen ventetid.

Og skulle skistøvlerne mod forventning ikke passe helt perfekt, ligger udlejningsbutikken heldigvis kun få skridt derfra. Så er det hurtigt at få byttet størrelse og komme videre uden at brænde en halv skidag af.

En stolelift med røde sæder på vej op over et snedækket landskab med hvide nåletræer i Branäs.

Sidste år var vi afsted i midt marts. Sneen var der på pisterne, men man kunne godt fornemme, at foråret var på vej.

I år ramte vi starten af februar.

Alt var pakket ind i sne. Træerne stod tunge og hvide, hytterne lignede noget fra en klassisk svensk vinterfilm, og kulden bed fra morgenstunden. Temperaturen sneg sig helt ned på -19 grader, og det kunne mærkes.

Pisterne stod knivskarpe, og den kolde luft gav den der klare, sprøde sigt, hvor man virkelig kan se linjen ned gennem bakken. Det føltes som ægte højsæson. Rigtig vinter. Ikke bare ski, men vinter på den seriøse måde.

To børn på ski på en bred, velpræpareret piste i Branäs med sneklædt natur i baggrunden.

En af de ting, der virkelig gør Branäs stærk som familiedestination, er deres skiskole.

Her er hold for alle niveauer – fra helt nye på ski til børn, der allerede har styr på parallelle sving. Undervisningen er struktureret, men stadig i børnehøjde. Det betyder, at ungerne både lærer noget og har det sjovt.

Og det giver forældrene et par timer på ski uden at skulle kigge sig over skulderen hele tiden.

Derudover er der gode øvebakker og dedikerede begynderområder, hvor tempoet er lavt, og stemningen afslappet. Det gør Branäs til et oplagt sted at starte sin “skikarriere”.

Skiløbere på vej ned ad en bred skovpiste flankeret af høje træer dækket af tyk sne.

Branäs er kendt som et af Sveriges mest familievenlige skiområder og det mærker man. Her er ingen stress, ingen alpekaos og ingen følelsen af at være i vejen.

Skiområdet byder på omkring 33 pister fordelt på grønne, blå, røde og sorte nedfarter. Det betyder, at både begyndere og mere øvede kan finde deres favoritbakke og at man som familie kan følges ad, selvom niveauet er forskelligt.

De fleste pister er brede og velpræparerede, hvilket gør dem overskuelige for børn. Samtidig er der nok variation til, at de voksne ikke keder sig på dag tre.

Derudover finder man:

Fun slopes og små hop, skicross-bane, parker til dem, der vil lege lidt mere og aftenski på udvalgte dage.

Det hele bindes sammen af omkring 30 lifter, herunder stolelifte, tallerkenlifte og den populære gondol, som især er et hit i blæsende vejr.

Aftenskiløb i Branäs på oplyste pister med udsigt til oplyste hytter og træer i mørket.

En perfekt måde at forlænge skidagen på, især hvis benene stadig har lidt krudt tilbage, er aftenski. Når pisterne er oplyste, og temperaturen falder, ændrer hele Branäs stemning sig. Ikke alle bakker er åbne, men der er rigeligt til et par ekstra ture, hvor sneen stadig er frisk, og bakkerne står klare i det skarpe lys.

For børnene føles det som at få lov til at være på ski lidt længere end normalt. For de voksne er det en mulighed for at tage et par ture uden for meget trafik og samtidig nyde farten i roligere omgivelser.

Indgangen til Nintendo Land-pisten i Branäs markeret med et skilt og en Mario-figur på en snedækket bakke.

Det er stadig en af vores absolutte favoritpister – Nintendo Land – en hyggelig skovsti fyldt med de kendte figurer fra Nintendos Mario-spil. Om aftenen bliver bakken oplyst med farver, der virkelig popper, og det giver en sjov og anderledes oplevelse for hele familien.

Udsigt over et vinterlandskab med klassiske svenske hytter dækket af store mængder sne i Branäs.

Branäs har hytter i forskellige størrelser, og de fleste ligger tæt på pisterne, så man kan stå på ski direkte fra døren. Det gør morgenrutinen både nem og hurtig – bare spænd skiene på, og så er man i gang.

Hytterne er funktionelle og familievenlige med gode køkkener, spiseplads og plads til alle, så man kan samle familien om aftensmåltidet. Mange hytter har ski-in/ski-out, tørreskab til våde skitøj og en praktisk indretning, der gør livet på skiferie mindre stresset.

Uanset om man bor i de små, hyggelige hytter eller de større familieboliger, fungerer de som en base, hvor man kan slappe af efter en lang dag på pisterne – og samtidig have alt lige ved hånden.

En trækonstruktion eller bro midt i skiområdet i Branäs med udsigt til faciliteter og lifter.

Branäs er ikke Alperne. Det er heller ikke meningen.

Det er overskueligt. Familievenligt. Effektivt.

Alt er bygget op omkring, at det skal fungere med børn. Kort afstand mellem tingene. Ingen unødvendig transport. Ingen stress.

Det gør, at man bruger tiden på ski og ikke på logistik.

Tæt nåleskov i Branäs helt dækket af hvid vinter-sne under en overskyet himmel.

Branäs leverer præcis det, man har brug for på en familie-skiferie: Gode pister. Tryg stemning. Skiskole der rykker. Hytter der fungerer.

Transporttiden er ca. 8 timer i bil fra København, og vi havde en overnatning i Göteborg på vej derover.

Vi satser på at være tilbage igen i Branäs næste år.