Sommerens helt store film må da være “F1 The Movie”, for speederen er virkelig hamret i bund på at få den film markedsført og banket ud til et bredt publikum.
Det er altså også en vanvittigt fed film, og Brad Pitt gør det skide godt.
Nå, men hvis du vil have lidt af magien hjem på skrivebordet, så kan det nu lade sig gøre takket være Hot Wheels.
De har nemlig lige annonceret en limited-edition trykstøbt 1:64-bil, som er inspireret af filmens fiktive Apex Grand Prix (APXGP)-team.

Bilen er proppet med autentiske detaljer, blandt andet Sonny Hayes' ikoniske sorte og guldfarvede design med nummer syv, et sjasklækker APXGP-logo og ikke mindst tre sæt Pirellidæk, så du kan stille bilen op på skrivebordet i ægte Grand Prix-stil.
Hot Wheels smider også en særlig samlerkasse med i købet, og hvis du har benzin i blodet, så ved du, at du selvfølgelig skal have den stående på hylden.

Modellen kan forudbestilles fra i dag d. 24. juni på Mattels hjemmeside, hvor prisen er 25 amerikanske dollars, og det er slet ikke galt for at blande lidt Hollywood-magi med ægte motorsport.
Og så vil jeg da lige slå et slag for, at du får set “F1 The Movie”, for der er action for skillingerne. Den er instrueret af Joseph Kosinski, der også stod bag “Top Gun: Maverick”, og den går bag om Formel 1-mytologien og byder på alt fra 90’er-nostalgi til fart, højoktan drama og et stjernespækket cast med Brad Pitt og Javier Bardem.
Hey, det er en god gammeldags actionfilm.

Se andre seje sager om: Formel 1