Kan du huske Michael Jacksons ikoniske hvide jakkesæt, som han brugte på coveret til albummet Thriller fra 1982? Selvfølgelig kan du det, og nu fejrer BOSS, hvad der ville have været kongen af pops 60-års fødselsdag – hvis han altså ikke var død i 2009 – med en genudgivelse af det hvide sæt. Det er pænt skarpt. Der bliver så godt nok kun lavet 100 eksemplarer i det tyske hovedkvarter for Hugo Boss i Tyskland, og der bliver rift om sættet, så du skal nok være mere end almindeligt heldig for at hoppe i det. Prisen er til gengæld ikke så gal, og det kan jo hurtigt gå hen og stige i værdi, hvis du passer på det.