Okay, der er dårlige undskyldninger, og så er der dårlige undskyldninger, som rent faktisk er så usandsynlige, at de i virkeligheden passer. Og det her er en af dem.

En fyr i USA oplevede nemlig, at han faktisk blev beruset uden at have indtaget én eneste dråbe alkohol. Så kan man jo sige, at det da egentlig er fedt nok, men det var ret problematisk, fordi han er lastbilchauffør. Især, da han endte i en trafikulykke. Her ville hverken politi eller læger tro på, at han ikke havde drukket. Promillen var nemlig skyhøj, så de var sikre på, at han løj for at skjule sit alkoholmisbrug. Efter 7 år med psykologhjælp og undersøgelser på hospitalet fandt de imidlertid frem til forklaringen.

Han lider nemlig af “Auto-Brewery-Syndrome”, som på dansk hedder “Auto-Bryggeri-Syndrom”.

I praksis betyder det, at han render rundt med et bryggeri i maven. Hans krop er simpelthen i stand til at lade kulhydrater gå i gæring, og det stikker især helt af, når han spiser junkfood fyldt med kulhydrater. Løsninger var at give ham antisvampemedicin og sætte ham på en streng diæt, hvilket på den måde er i stand til at holde sygdommen i skak.

Jaja, det er altså muligt at få en lille skid på uden at drikke alkohol.