Okay, der findes mange vilde chipsvarianter derude, men den her er altså virkelig spøjs.

Santa Maria – ja, krydderi-folkene – har introduceret nogle nye tortillachips under navnet “Rewind”, og de er ikke bange for at lege med smagsløgene.

Der findes nemlig en variant, som er direkte henvendt til dem af os, som ikke kan lade være med at slikke på et 9V-batteri.

Kom nu, du har sikkert også prøvet det. Og nu kan du altså få den smag – helt uden at få stød.

Ifølge Mattias Larsson, kokken bag opskriften, har de brugt en god blanding af citronsyre, natriumbicarbonat og mineralsalte, som alt sammen giver tungen en sprød, prikkende fornemmelse og den helt særlige, metalliske smagsoplevelse.

Om det lyder lækkert? Tja, det er da i hvert fald noget, man lige er nødt til at prøve.

Og hvis du ikke lige tør vove dig ud i batterismagen, så lancerer de faktisk også mere almindelige varianter som paprika, cremet ost, bbq & honning, og sriracha.

Rewind tortillachips lander snart i Holland og flere europæiske lande.

Om vi kommer til at se dem i de danske chips-poser, vides endnu ikke, men hvis du leder efter noget at servere til næste filmaften, der virkelig kan få stemningen op at ringe, så ved du, hvad du skal gå efter.

Santa Marias nye chips smager af batterier