Den originale Guld Tuborg blev lanceret helt tilbage i 1895, og siden 1995 har etiketten på flasken været prydet af “Den Gyldne Dame”. Nu er det så blevet tid til fornyelse.

Der er stadig en dame på flasken, men serveringsbakken er nu skiftet ud med en øl.

“Vi har gentænkt designet og efter nøje overvejelse fjernet serveringsbakken og i stedet givet hende en øl i hånden. Det har vi gjort, fordi vi ønsker at illustrere en moderne kvinde, der er med til festen på sine egne præmisser,” siger Michelle Lægdsgaard Larsen, Brand Manager Tuborg.

Det gælder jo om at følge med tiden, og smagen er stadig den samme.

I forbindelse med relanceringen er Tuborg også klar med en helt ny variant kaldet Guld Tuborg Passionsfrugt. Den kommer på markedet i uge 35, og der er tale om en forfriskende øl med noter af passionsfrugt og lime, som giver en frisk og distinkt smag med en perfekt balance af sødme og lav bitterhed, mens 5,6% alkohol giver øllen den karakteristiske Guld Tuborg smag.

Det er altså en frisk og sød udgave af den velkendte Guld Tuborg Pilsner, så den skal selvfølgelig prøves. Og hvis den ikke smager godt, må vi jo skylle efter med en Gylden Dame.

Tuborg pifter nyt liv i Den Gyldne Dame