Hvis du i forvejen er bange for, at Skynet overtager jorden og starter en krig mod menneskeheden, bliver dine bekymringer nok ikke mindre, når du har kigget nærmere på Knightscope K5. Tværtimod, for det er en robot, der fungerer som en automatisk sikkerhedsvagt. Okay, den har godt nok ikke våben (endnu i hvert fald), men robotten vejer 135 kilo og er halvanden meter høj, og så er den desuden selvkørende og udstyret med et hav af sensorer til at klare overvågningen med for eksempel fire HD-kameraer, fire mikrofoner, GPS og et system til at genkende ansigter og nummerplader, så forbryderne får endnu sværere ved at gemme sig. Det er ikke helt en Terminator, men vi nærmer os.