Kan en kniv være smuk? Det kan du bande på, og hvis du skulle være i tvivl, så bare tag et kig på LionSteel TiSpine. Lommekniven er lavet i Italien med et skæfte af titanium og et blad af hård Uddeholm Elmax-stål, så du får et sindssygt flot stykke håndværk mellem hænderne, der samtidig har noget kvalitet til at bakke udseendet op. Som en klog supermodel. Vi skylder dog lige at sige, at LionSteel TiSpine faktisk kræver en våbentilladelse i Danmark, fordi foldekniven kan betjenes med én hånd, og så hjælper det ikke så meget, at bladet kun er 8,5 cm. i længden. Selvom det er noget fis, så skal vi jo allesammen holde os på den rigtige side af loven.