Det forpligter alligevel, når man vælger at opkalde køkkenknive efter nummer 1 i den danske kongerække, Gorm den Gamle, og Böker Gorm er da også usædvanligt skarpe. Knivsættet består af seks skæreredskaber, der er designet af danske Jesper Voxnæs og hamret sammen hos Böker i Tyskland ved hjælp af teknikker, der strækker sig helt tilbage til vikingetidens våbensmedning – hvilket kan forklare referencen til vikingekongen Gorm. Det er en sej sammenblanding af gamle traditioner og moderne design, og Böker Gorm er desuden udstyret med finesser som et hul på bladet, der sørger for at sætte knivene fast på blokken og giver ekstra kontrol, hvis du flytter grebet frem for at snitte i lynfart.