Hænderne op, hvis du også har fået stjålet din cykel på et eller andet tidspunkt. Eller måske endda fået stjålet adskillige cykler.

De forbandede cykeltyve har nemlig stort set frit spil, og derfor er det op til dig selv at smide en ordentlig lås på cyklen. Jaja, de skal nok få cyklen med, hvis de virkelig vil, men derfor kan du jo lige så godt gøre det så besværligt for dem som overhovedet muligt.

Og det er her, LINKA LASSO kommer ind i billedet, for det er simpelthen en smart cykellås. Altså forstået på den måde, at den er forsynet med moderne teknologi.

Den er egentlig hårdfør nok i sig selv med en stålkæde, og du kan bruge en fysisk nøgle eller en kodelås, som du plejer, men der er også Bluetooth til at give dig nogle digitale muligheder. Det betyder, at du kan låse og åbne cykelkæden fra mobilen, mens der så også er en indbygget alarm på 100 decibel til at skræmme cykeltyvene væk.

Det er da ret smart, og du får det fulde overblik over funktionerne i videoen herunder.