Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

Fredag i sidste uge havde jeg fornøjelsen af at være personligt inviteret af B&O til at få en grundig demonstration af deres nye Eclipse-TV og BeoLab50-højtalere, og her følger mine indtryk.

B&O Eclipse og BeoLab50 er kongerne af billede og lyd

Lad mig starte med at slå fast, at du virkelig bør unde dig selv forkælelsen af at besøge din lokale B&O-forhandler og kigge nærmere på Eclipse og BeoLab50. Det er nærmest umuligt at yde to så enestående produkter retfærdighed på skrift og billeder, og det er virkelig en unik oplevelse for dine sanser. Jeg har testet mange TV og højtalere i tidens løb, men her er jeg virkelig blæst bagover af en overvældende følelse af gennemførthed. Den der X-faktor, som får hårene på armene til at rejse sig af ren og skær ydmyghed.

DESIGN

Til demonstrationen havde B&O indhyllet Eclipse mellem to BeoLab50-højtalere, og allerede på lang afstand er det meget tydeligt, at det her er æstetik på højt niveau. Selvom højtalerne vejer 61 kilo stykket, ser de nærmest ud til at svæve let og elegant over gulvet takket være de kurvede cylindre med blankt aluminium i bunden, og det er bare rent overskud, at B&O har forsynet dem med trælameller på bagsiden for at fuldende designet. Hey, her er gærdet ikke lavest nogen steder. Så er der lige den frække detalje med de akustiske linser på toppen af højtalerne, der kommer frem, når du tænder, og det er lige præcis sådan noget, der giver det ekstra element, du forventer ved at betale top dollar.

B&O Eclipse og BeoLab50 er kongerne af billede og lyd

I midten står B&O Eclipse i al sin herlighed. En del tech-nørder har svinet den store højtaler under selve skærmen, men når du ser TV’et i virkeligheden, giver det pokkers god mening. Den smelter ind i designet på flotteste vis. Og det er ikke bare en højtaler, for den er et fuldt Sound Center med alt hvad dertil hører. Det er dog lidt ærgerligt, at B&O ikke er tro mod deres egen filosofi – hvis det ligner aluminium, så er det aluminium – for her er bagsiden af panelet udført i plastik, der skal ligne aluminium. Men det er til at leve med, når du kigger på fronten. Som du jo nærmest altid vil gøre. Igen er der kræset for liren med en motoriseret fod, der kan dreje TV’et og køre det længere ud fra væggen, og det hele kører flydende og lydløst. Som du vil forvente. Selve OLED-skærmen kommer i øvrigt fra LG, og den er udført næsten uden kanter, så du slipper for overflødighed.

B&O Eclipse og BeoLab50 er kongerne af billede og lyd

PRÆSTATIONER

Som rubrikken i dette indlæg uden omsvøb hævder, så er det her kongerne af billede og lyd. Ja, det er noget af en udtalelse, men det er min helt ærlige mening. B&O Eclipse banker et imponerende billede efter dine øjne fra OLED-panelet, der er fintunet i Struer til at levere et absurd lækkert sortniveau med 4K HDR og Dolby Vision, der virkelig gør alt levende. Så er der lyden i TV’et fra det indbyggede Sound Center med 450 Watt, der simpelthen lammetæver alt andet, du finder i andre TV. Simpelthen. Det er lige meget, hvor højt du skruer op for lyden, for kvaliteten følger bare med, så du får knivskarpe vokaler og en dyb bas, der går lige i maven. Fremragende til film eller egentlig også bare som din primære højtaler til musik derhjemme.

Hvilket naturligt leder os over til BeoLab50. For hvis du vil gå all in på lydfronten, så parkerer du sådan et sæt i samarbejde med Eclipse, og så er du garanteret et kæmpe smil på hele femøren, når du sætter dig i sofaen. Hvor Eclipse er et imponerende TV, er BeoLab50 højtalere af en anden verden. Altså på den gode måde. Til demonstrationen fyrede vi op for et nummer med James Blunt, hvor man tydeligt fornemmer de enkelte instrumenter, mens hans vokal smækket ovenpå gav et fuldendt lydbillede, hvor du alligevel kan differentiere de enkelte elementer. Det er lige præcis sådan noget musik, der lyder bedre end en live koncert, men alligevel føles som at stå på plænen og blive ramt af sved fra James Blunt, mens han fyrer den af lige foran dig. Jeg er kke imponeret. Jeg er blæst bagover.

B&O Eclipse og BeoLab50 er kongerne af billede og lyd

Nu vil jeg ikke fylde dig med flere tillægsord om B&O Eclipse og BeoLab 50, for i denne sammenhæng er ord ret tomme. Tag derfor i stedet og bevæg dine øjne og ører forbi den nærmeste butik med B&O og føl det på din egen krop. Og ja, jeg mener føl, for du kan ikke undgå andet.

For mere information, kan du følge disse links til B&O.

Læs mere om B&O Eclipse ved at klikke her

BeoVision Eclipse 55 tommer koster 62.995 kr. med stof på fronten og 68.995 kr. med aluminium på fronten. 65 tommer koster 89.995 kr. med stof på fronten og 95.995 kr. med aluminium på fronten. Vægbeslag eller gulvstander kommer oveni.

Læs mere om BeoLab50 ved at klikke her

BeoLab50 koster 99.995 kroner.