Der er efterhånden gået sport i at prissætningen på nye smartphones skal være vanvittig. Det startede med iPhone X sidste år, der ramte en pris på mere end 10 tusinde kroner, og siden har mange af Apples konkurrenter valgt, så småt, at følge trop. Men ikke OnePlus. OnePlus 6T er en seriøs konkurrent til den nye iPhone, men til en langt, langt lavere pris.

OnePlus 6T

Der er ingen tvivl om, at de nye iPhones er blevet statussymboler. Mange vil sige, at det ”bare er deres telefon”, men lad os være ærlige. Hvis du ”bare” vil have en telefon, så skal du have en ualmindeligt velpolstret økonomi for at vælge den dyreste vare på hylden. Så nej, det er ikke bare telefoner – det er små statussymboler – og det er også helt fair!

Men hvis du kan se udover det manglende æble på bagsiden, så er OnePlus 6T, faktisk på ingen måde, noget dumt alternativ til æble-modellerne. OnePlus har været på markedet siden 2014, men har allerede lanceret 9 forskellige smartphones, der alle – i hver sin tidsepoke – var temmelig langt fremme i skoene.

Seneste bud på en flagskibsdræber, er så OnePlus 6T, der ikke alene byder på toptunede specifikationer, men også en pris der er til at overskue og forholde sig til.

OnePlus 6T pris og kvalitet hænger IKKE sammen

Man siger, at pris og kvalitet har det med at hænge sammen. Og det er da ofte også tilfældet, men ikke når vi taler om OnePlus 6T. Byggekvaliteten er fuldt på højde med langt dyrere alternativer fra Apple og Samsung, og indmaden i 6T er mindst på højde med de store drenge – og i visse tilfælde faktisk bedre!

”Never Settle”

OnePlus har et mantra, der hedder ”Never Settle”, altså ”aldrig nøjes”. Det skal tolkes som, at man ikke skal nøjes med det næstbedste, eller nøjes med ”godt nok”. OnePlus er ikke interesseret i kun at være ok – de vil være med i spidsen af feltet, og derfor er der også virkelig pakket noget seriøs hardware ned i deres telefoner.

OnePlus 6T fås med 8GB RAM, 256 GB hukommelse, 6,41” AMOLED display, ansigtsgenkendelse, in-display fingeraftrykslæser, 20 megapixels kamera i topklasse, 3700 mAh batteri og meget, meget mere! Det er ikke bare imponerende specifikationer – det er faktisk (i flere tilfælde) bedre end de langt dyrere alternativer.

Et spørgsmål om religion

Hvis ikke du decideret sværger til IOS, og opfatter Apple som selve Herren, så vil OnePlus 6T uden tvivl være et godt bud på din (måske) næste smartphone. Det er langt henad vejen et spørgsmål om religion og vane. Mange Android brugere synes IOS er håbløst, fordi det er så lukket som det er, mens nogle IOS tilhængere aldrig kunne drømme om at skifte styresystem.

Der vil formentlig altid være en fejde mellem IOS og Android, og fred være med det. Ofte vil den slags stridigheder udmunde sig i, at man holder hinanden på dupperne og bliver ved med at skubbe grænserne i forhold til den teknologiske udvikling.

Men hvis du er Apple bruger, og ikke er bange for at prøve noget nyt, så er OnePlus 6T et fornuftigt bud på en seriøs kandidat til en iPhone.


Se andre seje sager om: ,