Det er sygt svært at skille sig ud fra mængden i den tætpakkede jungle af mobiltelefoner, men den her forsøger da i det mindste at gøre noget anderledes. Og det er lykkedes meget godt. På ydersiden er Turing Phone fra Turing Robotic Industries nemlig smækket sammen af ultraholdbare materialer som keramik, der normalt bliver brugt i bremserne på superbiler, aluminium og en polymer af stærk plastik, mens der desuden er brugt rigeligt af metallet Liquidmorphium, der egentlig minder meget om Liquidmetal Ja, det lyder sci-fi-agtigt, men den er god nok, og metallet er en legering af zirconium, kobber, aluminium, nikkel og sølv, der skulle være endnu stærkere end titanium og desuden have en atomstruktur, som minder mere om glas. Det er i hvert fald stærkt nok til, at telefonen ikke splintrer, når du taber den. Smid så lige en fingeraftrykslæser og krypteret kommunikation oveni mikset, og så har du en kampvogn af en mobiltelefon. Ja okay, man kommer også til at tænkt på T-1000 fra Terminator 2, når man hører om et metal kaldet Liquidmorphium. Og så er der bare to spørgsmål tilbage: Will it blend? Will it bend? Det bliver nok et nej til begge dele.