Huawei har stillet et testeksemplar af Watch GT 2e til rådighed

Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

Nå ja, jeg skal da være den første til at indrømme, at alt det her Corona-lockdown har givet lidt ekstra på sidebenene. Okay, jeg har taget lige knap 10 kilo på. Men der er heldigvis ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og nu er jeg allerede i gang med at smide kiloene igen takket være det geniale Huawei Watch GT 2e. Det er nemlig et smartwatch med særlig fokus på fitness, og her i artiklen kan du læse om, hvordan det virker.

Først en video til at skære ind til benet af de smarte funktioner.

Et godt smartwatch – en endnu bedre fitnesstracker

Nu siger jeg lige noget. Jeg er egentlig ikke så vild med smartwatches. Ikke fordi de hverken virker eller smider smarte funktioner på armen. Jeg har bare nok i min mobil, der konstant fodrer mig med notifikationer og al den nødvendige info, og selvom jeg har givet flere smartwatches et fair forsøg på at blive integreret i hverdagen, så er det ikke rigtigt lykkedes.

Der skal altså noget mere til, før det fænger.

Her er Huawei Watch GT 2e på samme måde som alle de andre en god forlængelse af mobilen. Du kan selvfølgelig styre din musik, sætte en alarm, finde vej med et kompas, se vejrudsigten, styre beskeder og se indkomne opkald – dog ikke besvare dem – og det fungerer præcis lige så godt, som du forventer.

Faktisk er det et fedt ur helt i sig selv. Designet er afdæmpet og holdt simpelt med to knapper på siden af uret, og urkassen fås i sort eller sølv, mens der er et hav af remme, som er nemme at udskifte efter behov. Det betyder, at du får en kamæleon af et smartwatch, som passer til hverdag, fest og fitness. Og med always on displayet kan du vælge altid at få vist skærmbilledet. Det hælder jeg personligt mest til, men så ryger batteritiden fra de fremragende to uger til beskedne syv dage. Jaja, det er stadig godt, men de to uger kræver også, at du sætter skærmens lysstyrke på auto, og her foretrækker jeg at skrue helt op for lyset, hvilket selvfølgelig går ud over batteriet.

Men der hvor Watch GT 2e virkelig kommer til sin ret er på sundheds-delen. Det kigger vi nærmere på i næste afsnit.

Huawei Watch GT 2e banker dig i form uden at tømme dine lommer

Sundhed i fokus

Uret er udstyret med puls-, søvn- og stressmålere, og kan dermed give et ret præcist billede af din generelle sundhed, mens de 85 forskellige træningstilstande kan tracke udendørs- og indendørsaktiviteter på alt fra gang og løb til svømning og klatring. Jeg er ikke ligefrem nogen ekstremsportsudøver, men i Huaweis Sundheds-app kan jeg følge med i min generelle sundhed.

Jeg er startet blidt ud i min Corona-kur med at gå en lang aftentur – hey, man skal jo starte et sted – og her er målet at nå op på minimum 10.000 skridt om dagen. Ja, grin du bare, men når man er vant til at sidde ved et skrivebord hele dagen og slappe af med whisky i sofaen hver aften, så er det altså meget aktivitet.

Og allerede her lidt over en uge inde i transformationen kan jeg tydeligt mærke, at uret er min ven. Med konkret data på min fremgang bliver jeg yderligere motiveret, og det går fra at være en sindstilstand, hvor jeg føler en forbedring, til rent faktisk at være konkret data. Jeg kan se, at jeg får bevæget mig rigeligt, og der er små forbedringer i både søvn og stressniveau.

Jeg vil faktisk nærmest sige, at søvnen er det bedste. Her er uret nemlig udstyret med en genial funktion – en Smart Alarm. Når du sover måler uret, hvor dybt du sover. Der er fire stadier med mild døs, let søvn, den dybeste ro og drømmesøvnen (også kaldet REM). Her kan du så indstille din alarm til for eksempel klokken 07.00 om morgenen og sætte en smart vækning på mellem 5 minutter og en halv time. Her sørger uret så for at vibrere og vække dig, når du sover lettest.

Det er en vanedannende funktion, for jeg er ligeglad med at vågne kl. 06.30 eller 07.00, så længe det foregår stille og roligt. Og med Smart Alarmen er det altså meget lettere at komme ud ad sengen og få en god start på dagen. Når uret vibrerer er der heller ingen støj, der vækker resten af huset. Og ja, du kan snooze den, hvis du er sådan en type.

Det kan klart anbefales.

Huawei Watch GT 2e banker dig i form uden at tømme dine lommer

Hvem er det til?

Da jeg for længe siden startede på Journalisthøjskolen i Århus, var første øvelse at lære journalistisk vinkling. Det vil sige, du kan ikke fortælle alt, så du skal sørge for at vinkle din historie med fokus på det vigtigste.

Hvorfor taler jeg nu om det?

Jo, fordi det er lige præcis, hvad jeg synes, Huawei har gjort med deres Watch GT 2e. I stedet for at prøve at være det bedste smartwatch til alle opgaver, har de fokuseret på at være den bedste fitnesstracker. De har altså vinklet. Og det fungerer.

Hvis du er ligeglad med sundhed og træning, er det nok ikke noget for dig. Hvis du til gengæld har brug for en stabil fitnesstracker til at motivere dig til at komme i bedre form og sove bedre om natten, fungerer uret præcis efter hensigten, og det endda til en pris, hvor de fleste kan være med.

Jeg er i hvert fald blevet vildt glad for sundheds-delen, der er en stærk makker i kampen om at smide Corona-kiloene. Så kan jeg jo altid vende tilbage til whisky på sofaen, når målet er nået.

Se andre seje sager om: ,