Den nye Android-topmodel er lige blevet officielt præsenteret af Samsung, og de har faktisk valgt at lave den i to versioner. En med almindelig skærm, og en med buet skærm, som du kan se flere billeder af ovenover. Det betyder også, at begge modeller er ens med Octacore-processorer og 3 GB RAM med enten 32, 64 eller 128 GB intern hukommelse, mens de har Gorilla Glass 4 til at beskytte de 5,1 tommer store skærme med 2.560 x 1.440 pixel, der giver en pixeltæthed på 577 ppi. Puha,det er gode specs, og så er der desuden mulighed for trådløs opladning. Skærmen på Galaxy S6 Edge dækker begge sider af mobilen, hvilket for eksempel giver muligheden for at få serveret informationer, mens den ligger på et bord med skærmen nedad, og det kan godt vise sig at være ret praktisk. Det ender sikkert med, at mobilen er én stor skærm. Hvornår er de så klar i butikkerne? Den officielle dato hedder 11. april, og så må vi jo se, om det er ventetiden værd.