Nyhed. Breaking News. Så er der saftsuseme nyheder.

Så er vi altså i det herrens år 2023, og hos Apple er de kommet til nummer 15 i rækken af iPhones.

De har nemlig netop afsløret deres spritnye iPhone 15 Pro til et storstilet event på Apple Park i Cupertino i Californien.

iPhone 15 Pro er lavet af titanium, der både gør den ekstra stærk og samtidig barberer en del af vægten, og så er der en ny A17 Pro chip til at booste performance på langt de fleste parametre. Apple lover, at det er den mest kraftfulde chip nogensinde i en smartphone.

Her har Apple også haft fuld fokus på machine learning, så den hele tiden lærer dig bedre at kende og optimerer processerne.

Det er så også den overlegne processorkraft, der driver det avancerede kamerasystem med tre kameraer, hvor hovedkameraet på 48 megapixel har fået en ordentlig overhaling.

Ja, vi ser det hver gang, og der kommer helt sikkert noget bedre om et års tid, men lige nu, er det her altså toppen af poppen.

Og så kom der USB-C til æblerne. Yessir, det er lykkedes for EU at vride opladnings-armen om på Apple, så iPhone 15 Pro og fremtidige iPhones nu vil bruge USB-C.

Og det er jo helt genialt, for så kan du bruge samme kabel til et hav af sager.

Nå, men hvornår kan du så få fingrene i den nye iPhone 15 Pro?

iPhone 15 Pro med en 6,1 tommer skærm og 15 Pro Max med en 6,7 tommer skærm lander på det danske marked d. 22. september, og du kan forudbestille dem fra fredag d. 15. september.

iPhone 15 Pro koster 9.799 kroner for 128 GB, 10.799 kroner for 256 GB, 12.799 kroner for 512 GB og 14.799 for 1 TB.

iPhone 15 Pro Max koster 11.799 kroner for 256 GB, 13.799 kroner for 512 GB og 15.799 for 1 TB.

Det er faktisk lige en snas under priserne, da iPhone 14 Pro blev lanceret sidste år, så det er da godt at se, at inflationen ikke gælder for alt.

Du kan se nærmere på den nye iPhone 15 Pro i videoen herunder.


Se andre seje sager om: , ,