Et nyt år, en ny iPhone. Apple er nået til nummer 13, og den har de lige afsløret her til aften til deres stort anlagte Keynote, hvor der blev plads til en iPhone 13, en iPhone 13 Mini og en iPhone 13 Pro. Her i artiklen kigger vi på sidstnævnte, som også findes i en Max-version.

Men hvad er der så af nyheder i den nye model?

Jo, selve designet er der ikke pillet specielt meget ved, men det er forfinet med små forbedringer. Det lille hak i toppen af skærmen er således blevet 20% mindre, mens der for eksempel er brugt genbrugsplast til de små antenne-riller på siden af mobilen. Du ved, bæredygtighed.

Skærmen er også endnu mere lysstærk, og Apple er klar med en ret snedig teknologi kaldet ProMotion. I praksis betyder det, at skærmen selv justerer opdateringshastigheden mellem 10 og 120 Hz, og det giver lynhurtig respons, når det er nødvendigt, mens den sparer strøm, når det ikke er nødvendigt.

Så er der de tre kameraer på bagsiden. Her er der telefoto, Ultra Wide og et Wide objektiv, som er forbedret med bedre lysfølsomhed og 6x optisk zoom.

På indersiden er der også sket noget. Her er den nye A15 Bionic chip selve motoren, og den har en CPU med 6 kerner og en GPU med 5 kerner. Resultatet skulle være op til 50% hurtigere ydeevne end nærmest konkurrent fra andre producenter og op til 30% hurtigere grafik.

Ja, det må jo komme an på en prøve.

iPhone 13 Pro og 13 Pro Max lander på det danske marked d. 24. september, og du kan forudbestille dem fra fredag d. 17. september.

iPhone 13 Pro koster 8.999 kroner for 128 GB, 9.899 kroner for 256 GB, 11.699 kroner for 512 GB og 13.499 for 1 TB.

iPhone 13 Pro Max koster 9.699 kroner for 128 GB, 10.599 kroner for 256 GB, 12.399 kroner for 512 GB og 14.199 for 1 TB.

I videoen herunder giver Apple et nærmere kig på deres nye flagskibsmobil.


Se andre seje sager om: ,