ASUS har netop lanceret Zenfone 12 Ultra, og de har ikke sparet på den kunstige intelligens, for den nye smartphone er spækket med innovative AI-værktøjer til at gøre din hverdag lettere.
Det gælder alt fra at tage bedre billeder, holde styr på dine møder eller oversætte samtaler i realtid.
Med en 6,78-tommer AMOLED-skærm og en kraftfuld Snapdragon 8 Elite-processor, er Zenfone 12 Ultra godt med på moden, og der er et batteri på 5.500 mAh med understøttelse af både 65W kablet opladning og Qi 1.3 trådløs opladning til at holde den forsynet med strøm.
Men hovednummeret er altså AI-funktionerne.
Med AI Tracking kan du holde motivet i fokus, mens AI Unblur retter slørede billeder, så du altid får skarpe optagelser. AI Voice Clarity fjerner baggrundsstøj i videoer, hvilket sikrer, at dine optagelser altid er klare og professionelle, og desuden kan AI Transcript 2.0 transskribere møder og opsummere artikler, mens AI Call Translator 2.0 sikrer, at du aldrig misforstår en samtale.
Det er meget AI.
Kameraet på Zenfone 12 Ultra er også værd at nævne, for triple-kamerasystemet inkluderer et 50 MP hovedkamera med en Sony Lytia 700-sensor og 6-Axis Hybrid Gimbal Stabilizer 4.0 for rystefri optagelser. Derudover er der 32 MP telefoto med 3x optisk zoom og et 13 MP ultravidvinkelkamera.
ASUS Zenfone 12 Ultra er tilgængelig nu til en vejledende pris på 8.490 kroner.
Se andre seje sager om: ASUS, Smartphones