Hvis du har savnet duften af hårlak, neonfarver og vaskeægte boombox under armen, så er det nu, du skal spidse ørerne.

Firmaet Bumpboxx er nemlig klar med BB-777, en opdateret version af den legendariske Sharp GF-777 ghettoblaster fra 80’erne.

Designet er en næsten tro kopi af originalen med dobbelt kassetteafspiller, masser af knapper og den ikoniske sølvfarve, men under skallen er der sket lidt af en tidsrejse. Der er nemlig både CD-afspiller, Bluetooth, udskifteligt batteri, LCD-skærm og mulighed for både at afspille og optage lyd direkte via USB.

Og hvor den gamle version skulle have kæmpet for overhovedet at overdøve fire mand i en Opel Kadett, så leverer den nye Bumpboxx seks højtalere og 270 solide watt.

Vægten? Den lander på lige under 13 kilo, men bare rolig, der følger en smart rem med, så du kan svinge ghettoblastern over skulderen på ægte 80’er manér.

Den nye BB-777 lanceres først på Kickstarter, hvor hurtige købere kan nappe den for 649 dollar (4.100 kroner), og når den ryger i almindelig handel, lyder prisskiltet på 1049 dollar (6.700 kroner).

Det er da egentlig meget fair for så stort et skud 80'er-nostalgi.


Se andre seje sager om: