En almindelig forestilling fra alverdens SciFi-film og TV-serier er, at vores skærme bliver transparente. Og det skal de nok blive, for de gennemsigtige skærme er ikke længere SciFi.

Kinesiske Xiaomi har lige fremvist deres bud på et transparent TV, som de kalder for Mi TV Lux OLED Transparent Edition, og det bliver faktisk verdens første masseproducerede af slagsen, som kommer til salg i Kina i denne uge. Ja, det er ikke bare koncepter og salgsfis. Det er et vaskeægte TV, som forbrugerne kan kaste penge efter.

Så skulle man måske tro, at det gennemsigtige design slækker på specifikationerne, men med et OLED-panel på 55 tommer med 120 Hz og en responstid på 1 millisekund, er det altså en skarp skærm på alle leder og kanter.

Det er endnu uvist, om TV’et finder vej til Europa, men hvis det gør og prisen ikke bevæger sig alt for meget op, er det altså god lir for skillingerne med en nærmest ubetalelig blærerøvsværdi.

I videoen herunder får du et nærmere kig på det gennemsigtige TV.


Se andre seje sager om: , , ,