Af Peter Frøkjær / Mandesager.dk

Hvis du vil krydre din træning med skarpt design og sprød lyd fra danske Bang & Olufsen, er der nu godt nyt. De nye Beoplay E8 Sport er nemlig den sporty version af deres in-ear hovedtelefoner, og de er bygget til det hårde træningsliv uden at gå på kompromis med musikkvaliteten.

Jeg har testet hovedtelefonerne, og her i artiklen får du mine tanker om B&O’s nye musik-makkere.

B&O Beoplay E8 Sport

Fremragende lyd og fedt design

Okay, okay okay, jeg har altid været lidt lun på B&O. Det indrømmer jeg gerne. Den danske DNA tiltaler mig, og så kan det da godt være, at de ikke er blege for at tage sig godt betalt for deres produkter, men de er også gennemtænkte og bygget med en x-factor, som lige skiller dem ud fra mængden.

Det gælder også de nye Beoplay E8 Sport.

In-ear hovedtelefonerne føles utroligt solide, og modsat andre B&O-produkter er de forsynet med et mere råt design, hvor der for eksempel er riflet gummi på både enhederne til ørerne og etuiet. Opladningen foregår enten med et USB-C kabel eller på en trådløs oplader, og du får 7 timer i selve enhederne, mens der er 23 ekstra timers batteri at hente fra etuiet.

B&O Beoplay E8 Sport

Så er der lyden. Her får du godt med knald på bassen, hvilket er fedt til træningen, når der skal ekstra motivation til at hive de sidste anstrengelser ud af sessionerne. Selve lydbilledet er desuden i den varme ende med klare detaljer, så de er faktisk meget gode til andet end sport. Jeg bruger dem for eksempel, når jeg ser iPad på sofaen, og så kan det da godt være, at der ikke er aktiv støjreducering til at holde lydene ude, men når der er skruet godt op for volumen, fungerer det fint i praksis.

B&O Beoplay E8 Sport

Perfekt træningsmakker

Selvom Beoplay E8 Sport er temmeligt gode til at håndtere alle dine lyd-behov, kommer de dog virkelig til sin ret, når du løber en tur eller rykker vægte i centret.

Du får fire forskellige størrelser ørepropper og fire størrelser ørefinner med i pakken, så du kan få dem til at sidde optimalt, og jeg har slet ikke døjet med, at de falder ud ad ørerne. Så er det egentlig lige meget, hvor vildt jeg bevæger mig. De går ingen steder.

Jeg synes, det kan være lidt problematisk at lukke lyden helt ude, når jeg bevæger mig udenfor eller er i situationer, hvor folk kan have brug for at komme i kontakt med mig, og her bruger jeg “Transparency Mode”. Det betyder egentlig bare, at jeg lettere kan høre mine omgivelser, mens musikken spiller, og det fungerer mega godt.

Hovedtelefonerne er selvfølgelig også vandafvisende. Meget praktisk, når du sveder igennem. Men de er faktisk mere end det, for med en IP57-certificering kan de holde til at være en meter nede i vand i en halv time uden at blive ødelagt. Det er ret fedt, hvis du for eksempel tager i svømmehallen, for det kan altså godt blive lidt kedeligt at tage baner uden musik.

Så er der også den ekstra bonus, at du kan vaske dem efter behov.

Også i en Fernando Alonso udgave

B&O er hele tiden på udkig efter nye og spændende muligheder. En af disse er et samarbejde med racerkøreren Fernando Alonso om en specialversion af Beoplay E8 Sport. Det har faktisk været så succesfuldt, at hovedtelefonerne blev udsolgt på få timer. Jeps, det er populær lyd.

Det er B&O’s samarbejde med det schweiziske sportsbrand On også. De to har nemlig lavet en speciel Beoplay E8 Sport On Edition, og den kan du stadig være så heldig at få i ørerne. Hovedtelefonerne tager de samme dyder fra de almindelig Beoplay E8 Sport og krydrer det hele med et fedt design. Det er lækkerier til løbeturene.

De tidligere projekter har givet B&O blod på tanden til at lave flere lignende samarbejder, som vil blive offentliggjort i den kommende tid. Det er ret spændende, så kom bare med dem.

Beoplay E8 Sport


Se andre seje sager om: , ,