Dagene bliver længere, temperaturen stiger og mange føler et vaskeægte forårsoverskud, så hvorfor ikke bruge energien på at gøre den firehjulede karet klar til foråret og sommeren?

Og det er ikke blot for lir og “streetcred” at du bør give bilen en overhaling – der er nemlig en masse snavs og saltrester gemt i afkrogene på den, der desværre skader bilen.

Det salt og skidt skader på længere sigt bilens pæne overflader, hvilket kan resultere i tabt værdi den dag bilen skal vurderes og sælges. Og hvem gider tabe penge?

Ligeledes kender vi alle følelsen af at sætte sig ind i en nyligt rengjort og velholdt bil. Det er som en nyforelskelse, der fluks kan sende én tilbage til dengang man fik nøglerne i hånden og man trak ud på asfalten for første gang.