Ovre hos McLaren i Woking i England har de en specialafdeling, som gør deres vilde biler endnu vildere, og nu er de klar med de nye McLaren Special Operations MSO R Coupé og MSO R Spider. Det er voldsomme biler. Udover taget er de to biler stort set identiske, og de er faktisk bestilt og betalt – med et endnu ukendt beløb – af den samme køber, som har taget imod sine nye bæster med to styks 3,8 liters biturbo V8'ere med 679 hestekræfter og et moment på 700 Nm. Det er da temmeligt sejt legetøj, og så er han godt dækket ind til al slags vejr. Han har desuden selv valgt, at der skal være kulfiber på de fleste dele, og det har han fået så rigeligt, som du selv kan se i billederne ovenover. Det er jo kulfiber-himlen.