Når du vil invitere vennerne på en tur, de aldrig glemmer, er den nye U-Boat Worx Cruise Sub 5 – 1700 det ultimative fartøj til at gøre det i. Ubåden har plads til fem personer og tager jer snildt med ned til 1.700 meter under havets overflade, hvilket gør den til den dybest dykkende private ubåd på markedet. Og I kommer derned med stil. U-Boat Worx Cruise Sub 5 – 1700 giver nemlig storslået udsigt fra de to kupler, og I bliver forkælet med drejesæder, robotarme til at røre ved jeres opdagelser og kameraer til at fange det hele, mens der er 18 timers fornøjelse på de indbyggede batterier til at fodre elmotorerne. Det er virkelig liret legetøj til vandhundene. Hvad koster den så? Det oplyser U-Boat Worx ikke noget om, men I skal nok finde en skjult skat eller to på havbunden for at betale afdragene.