Du kan trawle App Store lige så tosset, du vil, men du finder bare ikke en app der kan reparere din cykel. Her er der simpelthen brug for godt gammeldags hardware, og det leverer myTask URBAN i form af en case til iPhone 5. De har endnu ikke overført konceptet til andre cases, så indtil videre er det altså kun folk med Apples 5’er, der får adgang til funktionerne, men de kan udstyre deres mobil med 18 stykker værktøj til at ordne cyklen, og der er selvfølgelig også et lappesæt til cyklens mest almindelige fejl – en punkering. Ulempen er så bare, at du skal rende rundt med ekstra vægt på iPhonen, der fylder selvom du ikke sidder på cyklen.