Du ved, det er en møglækker Maybach, når du først får vist billederne af interiøret med det rummelige bagsæde og den medfølgende luksus. Det er høj klasse. Og det her er faktisk en spritny Maybach, for Mercedes har valgt at puste nyt liv i luksus-mærket, så de har taget en S600 og strukket den med 20 cm. i længden, så der er blevet plads til to personer på lænestole med indbygget massage, opvarmede eller nedkølede kopholdere og hver sin fladskærm til at levere underholdningen. Så bliver man altså kørt rundt som en konge. Chaufføren oppe foran mangler nu heller ikke noget, for med en V12’er med biturbo og 523 heste med et moment på 830 Nm skulle der være rigeligt at rykke i, og det er faktisk nok til at sende den tunge limousine fra 0-100 km/t på sølle fem sekunder. Så glemmer vi lige prisen og drømmer et øjeblik – det koster jo ikke noget.