Kan man nogensinde få for mange hestekræfter? Det mener gutterne hos Mansory ikke, og nu har de igen haft deres tunede fingre nede at rode i motorrummet på en Mercedes-Benz, så du får et kradsbørstigt monster med hele 1.000 hestekræfter fra V8’eren på 5,5 liter med biturbo, der stryger fra 0-100 km/t på 3,2 sekunder og først stopper accelerationen ved 300 km/t, hvor den elektroniske begrænser sætter en stopper for morskaben. Det er nok meget godt at stoppe, mens legen er god. Mansory S-Class Coupé Soft er desuden udstyret med et bodykit med masser af kulfiber, for det er mindst lige så vigtigt for Mansory som hestekræfterne, og hvis du vil have den helt ned at kysse asfalten, trykker du bare på en knap, og så sænker den justerbare undervogn slæden med hele 30 millimeter. Smart, når du vil køre stærkt. Praktisk, når du vil sikkert over vejbump og kantsten.