Elektriske biler plejer at ligne noget fra fremtiden, men det gælder ikke for Infiniti Prototype 9, for som du kan se i billederne ovenover, smelter den moderne teknologi sammen med nostalgiske former. Den ligner i hvert fald mere en racerbil fra 1940’erne end en spritny Ellert. Infiniti har udstyret deres unikke prototype med en 120 kW elektrisk motor, der yder 148 heste med 320 Nm, og sammen med den lave vægt på kun 800 kilo giver det en tid fra 0-100 km/t på 5,5 sekunder, mens det aerodynamiske formel-design med præcis vægtfordeling får den til at lægge sig godt i svingene. Så er det bare en skam, at der kun er tale om en prototype, for det ligner noget der kunne være sjovt at have med til en track day.