Elcykler er det store buzzword på vejene lige for tiden, og hvis du ikke gider investere i en ny jernhest, kan du bare opgradere din trofaste ganger med et GeoOrbital Wheel. Så får du nemlig et skud elektricitet til din gamle cykel. Okay, det er langtfra en billig løsning, så det kan nok kun svare sig, hvis din cykel er af god kvalitet. GeoOrbital Wheel består af et forhjul med et punkterfri dæk, der er udstyret med en elmotor på 500 Watt og et 10 Ah batteri, som også fungerer som en powerbank via en USB-udgang, og det hele er i stand til at skyde dig afsted med lidt over 30 km/t uden behov for tramperi i pedalerne. Hvis du til gengæld selv spæder til med lidt benkraft, får du tohjulstræk, og det er ikke så tosset.