Der er ingen grund til at gå ned på statistikken, og med et FitBit Surge på armen får du masser af info om din krop, mens du samtidig kan holde styr på mobiltelefonen, der jo i virkeligheden er en forlængelse af din krop. Det nye ur fra FitBit er nemlig både en fitnesstracker og et smart watch. Derfor får du en ordentlig røvfuld sensorer til at registrere hastighed, distance, forbrændte kalorier, intensitet, elevation og endda også din puls via den indbyggede pulsmåler på bagsiden af uret, så du har totalt godt styr på træningen. Det er lækkert nok i sig selv, og når FitBit så lige smider 7 dages batteritid, en touchskærm og muligheden for at styre opkald, beskeder og musik fra mobilen oveni hatten, begynder det for alvor at ligne noget.