Lige nu er der fuld gang i motorcykelmessen EICMA 2015 i Milano i Italien, hvor det buldrer frem med præsentationer af nyt legetøj, og en af disse er den nye 2016-udgave af Kawasaki Ninja H2R. Det er noget af et bæst. Der sidder godt nok stadig den samme motor på 998 kubik og 300 hestekræfter i den nye Ninja – den er jo også voldsom nok i forvejen, så der er ingen grund til at skrue på den – men Kawasaki har i stedet fintunet køreegenskaberne, pillet lidt ved designet og blandt andet tilføjet en kobling, der er 40% lettere at trykke i bund, så dine hænder kan holde til længere og vildere køreture. Okay, du skal stadig holde gevaldigt godt fast for ikke at ryge bagover, hvis du fyrer helt op for gassen.