Fiser hunden eller lugter dine sure løbesko? Der kan være mange grunde til dårlig lugt i hjemme, og en nem løsning er at tænde et stearinlys. Det er selvfølgelig lidt en kvinde-ting, men det løser problemet på nul komma fem. Og takket være firmaet Twelve South, behøver dit nye duftlys ikke hørme af grannåle eller violer. Nu kan du nemlig få et lys, der – når det er tændt – dufter af en ny Mac! Folkene bag har simpelthen stukket næsen i en masse nye Apple-produkter og analyseret sig frem til en duft bestående af mint, pære, lavendel med mere, der så dufter som et nyt produkt fra Apple. Lyset er lavet af 100% soya voks og har en brændetid på 45-55 timer.